De vigtigste hjertesager for Vigdís i embedet som Islands præsident var uddannelse og opdyrkningen af befolkning, land og sprog, som hun sagde var en integreret helhed. Hun huskede ofte folk på, at sproget og ordet var folkets dyrebare ejendom og kulturens hjørnesten:
„For os islændinge er ordene vore slotte. Trods vor fåtallighed og fattigdom mistede vi aldrig vor menneskelighed. Vi glemte aldrig at omsætte vor situation og hele tankegang i ord – det eneste bestandige materiale, vi ejer. Netop derfor har det vist sig så let en opgave for os at skabe vor brogede nutidskultur.” (Indsættelsestalen 1980)
Vigdís har udtalt, at intet er kommet hende så meget til gavn i præsidentembedet som det at kunne andre sprog og have indblik i andre nationers kultur. På den måde har hun været i stand til at føre en konstruktiv dialog med mennesker fra andre nationer, at fremme islandsk kultur og at præsentere islandske produkter. Uanset hvor Vigdís færdedes, gjorde hun opmærksom på Island, på sproget, naturen og sit folks historie og dets forbindelser med omverdenen. Hun har til stadighed lagt vægt på vigtigheden af, at de der indgår i internationalt samkvem, er dygtige til fremmede sprog. Kendskab til en forhandlingspartners sprog og kultur danner grundlaget for forståelse af vedkommendes syn på verden og er dermed en forudsætning for fremgang i handel og andre former for kontakt.
I sin første indsættelsestale behandlede Vigdís det islandske sprogs betydning for nationen:
„Vi bliver ofte mindet om, at det frem for noget andet er det islandske sprog, der gør os til islændinge. Sproget rummer erindringens rigdom, det skænker os ord til at udtrykke vore forhåbninger og drømme. Det udgør i realiteten vort samlende symbol og vor samlende kraft. Men det islandske sprog gør os ikke alene til islændinge; det gør os til mennesker. Det gør os til verdensborgere, som har en forpligtelse til at yde så stort et bidrag som muligt til fremskridt for menneskeånden.“
I løbet af sin første sommer i embedet tog Vigdís fem gange på officielt besøg i sit hjemland, heriblandt til den afsides beliggende ø Grímsey; det var første gang, at landets præsident kom dertil på officielt besøg.
„Men jeg tror, at det til enhver tid vil ligge alle dem, der får til opgave at residere på Bessastaðir, allermest på sinde at være sammen med deres egen befolkning, deres egen nation. Hjemme i deres eget land, i vor dejlige bolig på Álftanes eller med fortrinlige mennesker uden for denne, uanset hvor disse måtte befinde sig i landet. Den gæstfrihed og det venskab, den gavmildhed og den kulturelle stolthed i både stort og småt, som jeg har mødt, uanset hvor jeg er blevet modtaget som landets præsident, er og bliver uforglemmelig for mig og en sand kilde til glæde.“ (Indsættelsestalen 1984)
Vigdís sammenlignede forstvæsen og børneopdragelse og sagde, at landets trædyrkning var tæt knyttet til den udvikling af mennesker, der lå i opdragelsen af den opvoksende generation. Det nyttede ikke meget at dyrke trævæksten i vort forblæste land, hvis vi glemte, at hele nationens fremtid afhang af ungdommen. Hun ansporede ungdommen til dåd og bad de ældre generationer være et godt forbillede for den. I sin tredje indsættelsestale 1988 tilkendegav hun sin glæde over den vækkelse, der havde fundet sted hos befolkningen på naturbeskyttelsesområdet og hvad angik miljøhensyn.
„Et stadigt voksende antal gør sig klart, at det land, vi har fået i arv, har krav på, at vi plejer og bevarer det, giver det den vegetation tilbage, som det har mistet, og til dette formål anvender al den sagkundskab og indsigt, som vi råder over. På den måde gør vi vor skyldighed over for nyfødte og endnu ufødte generationer. Det kan meget vel være vor dom, at henfarne generationer ind imellem er faret hårdere frem mod landet, end hvad der havde været sundt, men vi må også kunne forstå, at de ikke havde andre valgmuligheder. Denne undskyldning har vi ikke selv, og de, der kommer efter os, vil ikke tilgive os på disse præmisser. For vi må være bevidste om, hvad det er vi gør, både kende vort land og dets fiskebanker, deres kvaliteter og grænserne for, hvad de kan tåle. (Indsættelsestalen 1988)
