Kandidatur og valg

Þú ert hér:Home > Kandidatur og valg
Kandidatur og valg 2017-03-27T13:42:00+00:00

Befolkningen vælger Islands præsident ved direkte valg. I Island har valget af præsidenter aldrig fulgt de partipolitiske linjer. Derimod har de til enver tid herskende samfundsmæssige strømninger haft stor indflydelse på, hvilke kandidater der har opnået valg.

For at en præsidentkandidat skal opnå popularitet hos befolkningen, må folk kunne have oplevelsen af, at han eller hun taler deres sprog og er en fællesnævner og budbringer for de ideer og den kultur, som ligger folk mest på sinde. I 1970erne havde kvinders kamp for lydhørhed og deltagelse i det offentlige liv vakt en bevidsthed hos folk om kønnenes ligeberettigelse og sat skub i forbedringer af kvinders lovsikrede rettigheder. Kvindernes deltagelse på ledende poster i det offentlige liv og inden for politik hørte i lange tider nærmest til undtagelserne, men efter 1980 skete der en stor ændring i denne henseende. Vigdís kom ikke fra kvindebevægelsen og stod ikke som kandidat for nogen samlet kvindelig kraft, men der er ingen tvivl om, at den positive tidsånd i kølvandet på FN’s internationale kvindeår i 1975 blev en frugtbar jordbund for hendes kandidatur.

I perioden 1971-1983 sad der kun tre kvinder i Islands parlament Altinget. Ingibjörg H. Bjarnason havde i 1922 været den første kvinde, der indvalgtes i parlamentet, men helt frem til 1970erne havde der i gennemsnit kun siddet én eller to kvinder i Altinget. 1980 bestod regeringen af 10 ministre, der alle var mænd. I 1974 var 96% af medlemmerne i byråd og kommunalbestyrelser mænd. Det samme gjaldt statsadministrationen og embedsmandssystemet. Alle ministeriers departementschefer var mænd, men en enkelt kvinde varetog embedet som kontorchef. Ikke en eneste kvinde var bankdirektør, sysselmand eller byfoged. Skønt kvindernes antal var øget drastisk på arbejdsmarkedet, sås der kun få tegn herpå i besættelsen af ledende stillinger og poster.

På FN-dagen 24. oktober 1975 arrangerede forskellige kvindeorganisationer en fælles demonstration på Lækjartorv i Reykjavík. Flere end 20.000 kvinder nedlagde arbejdet den dag og ilede til friluftsmøde for i praksis at vise deres krav om kønnenes ligeberettigelse. Det var første gang at islandske kvinder vakte international opmærksomhed gennem deres kamp for lige rettigheder.

Vigdís’ kandidatur og valg til præsident 1980, kvindelisternes opstilling to år senere ved valgene til byråd og kommunalbestyrelser og de forenede kvindelisters opstilling til Altingsvalget i 1983 ændrede islandsk politiks ansigt. De gamle partier gjorde sig klart, at kvinder „havde stemmer i lange baner“, og at de „turde, kunne og ville“ tage del i spillet. Derfor steg hos de fleste partier antallet af kvinder på kandidatlisterne. I kølvandet herpå voksede kvindernes andel blandt de repræsentanter, der valgtes.

 

Vigdís’ kandidatur

Da det stod klart, at Kristján Eldjárn ikke modtog valg til præsidentembedet for fjerde gang, begyndte flere at overveje, om man burde opfordre en kvinde til at stille op til valget af præsident. Vigdís’ navn dukkede straks op. Den første nyhed om hendes mulige kandidatur blev offentliggjort i avisen Dagblaðið. Her henvises der til et læserbrev fra Laufey Jakobsdóttir, husmoder i Reykjavík, hvori hun bekendtgør, at en kreds af kvinder efter fælles diskussioner er nået frem til at opfordre teaterdirektør Vigdís Finnbogadóttir til at stille op som kandidat til embedet som Islands præsident. På dette tidspunkt havde Albert Guðmundsson, Guðlaugur Þorvaldsson og Pétur J. Thorsteinsson alle meddelt deres kandidatur.

I en artikel om præsidentvalget i Dagblaðið 28. januar 1980 citeres Vigdís for, at det er grebet ud af luften, at hun har tænkt sig at stille op, og hun frabeder sig, at hendes navn nævnes i den forbindelse. Fire dage efter, 1. februar, trykkes en stor artikel på forsiden af Dagblaðið under overskriften „Vigdís stiller op til præsidentvalget.“

Her bliver Vigdís spurgt, hvorvidt det faktum, at hun er kvinde, ikke vil svække hendes i præsidentembedet. Hun svarer, at det er uden betydning. Journalisten minder hende så om, at hun er ugift. Vigdís svarer: „Javist, men jeg har hidtil klaret mig i det offentlige liv, ved selskaber og andre sammenkomster, uden en herre ved min side.“

Da hun bliver spurgt, om hun har fået opfordringer til at stille op, fordi hun er kvinde, er svaret: „Det er naturligvis ikke forbigået min opmærksomhed, at jeg er kvinde, selv om det ind imellem sker, at jeg glemmer det. Mange af de mennesker, som har ringet til mig, vil gerne have, at der blandt kandidaterne i det mindste er et enkelt kvindeansigt.”

Dagen efter fortæller Vigdís i en artikel i dagbladet Tíminn, at hun har modtaget opfordringer med navnelister fra alle egne af landet: „Dog tror jeg, at hvad der gjorde udslaget, var, da jeg modtog et telegram fra en hel skibsbesætning ude på fiskebankerne, hvori jeg blev ansporet til dette her. Det er sandsynligvis det smukkeste telegram, jeg nogen sinde har fået.” Det var mandskabet på trawleren Guðbjartur fra Ísafjörður, som fulgte Vigdís med opmuntrende breve og gode ønsker gennem hele valgkampen. Besætninger på flere trawlere anslog samme streng, og det blev klart, at Vigdís hentede stor opbakning blandt søfolk. Hun forklarede deres støtte på den måde, at de havde forståelse for hendes kandidatur, fordi de opholdt sig på havet i lange perioder og vidste at værdsætte det ansvar og de pligter, som deres koner påtog sig derhjemme.

Kvinderne var meget synlige i Vigdís’ valgkamp. Svanhildur Halldórsdóttir var hendes kampagneleder, og 15 af 24 valgsekretariater blev ledet af kvinder. Mange kvinder, der havde deltaget aktivt i Rødstrømpebevægelsen, støttede hendes kandidatur. De appellerede til kvinders indbyrdes solidaritet og bad dem stå sammen ligesom ved kvindefridagen 1975. I en lang række artikler af såvel kvinder som mænd blev der peget på, at befolkningen nu fik en lejlighed til i praksis at vise sin holdning til kønnenes ligeberettigelse.

Vigdís’ kampagneleder Svanhildur Halldórsdóttir er imidlertid af den vurdering, at det faktum, at Vigdís ikke havde en mand, skræmte mange mennesker væk, skønt de mente, at hun havde de bedste forudsætninger for at varetage embedet. I avisernes læserbrevsspalter blev Vigdís’ status som enlig ofte bragt på bane. Selv sagde hun altid, at hun alvorligt tvivlede på, at hun ville have stillet op, hvis hun havde haft en mand ved sin side.   Med den slags kunne man ikke bebyrde en mand af hendes generation, men hun påtog sig gerne byrden selv. Vigdís sagde, at man skulle stemme på hende, fordi hun var et menneske. Det burde være en selvfølge at stemme på en kvinde på lige fod med mænd. „Hvis jeg kan gøre en forskel og medvirke til, at kvinder viser initiativ, så mener jeg, det vil være til gavn for nationen.“

Under optakten til præsidentvalget i 1980 var den kolde krig gået totalt i glemmebogen, og indflydelsesrige kræfter i det islandske samfund anså det for utænkeligt, at Islands præsident kunne få negativ indflydelse på forsvarstraktaten med USA. Men så kom der den bebrejdelse imod Vigdís, at hun skulle være venstreorienteret. Vigdís svarede på den led, at hun gik ind for lighed mellem folk, og at hun var tilhænger af fred. Hvis det kunne kaldes at være venstreorienteret, kunne hun godt bekræfte det. Tilstedeværelsen af udenlandsk militær i Island ville altid være et åbent spørgsmål, men som sagerne stod i verden, var det et nødvendigt onde at have militær i landet. Amerikansk militær var en gæst i vort land.

 

Til Vigdís

Mens jeg piller ormene ud af torsken

opfordrer jeg dig til at gøre dit bedste

jeg lader kniven glide

gennem den ene torsk efter den anden

som alle får lov at høre budskabet

inden de dratter ned i kasserne

og sejler til USA.

Mens jeg vrider bleerne

og stiller de snavsede tallerkener i maskinen

sender jeg dig i sindet

de bedste kamphilsener,

rydder nødtørftigt op i mine sager,

forsøger at tøjle kraften,

der er beregnet for dig.

Husk, at du kæmper

din kamp for os,

hundreder af mødre

i hundreder af køkkener,

flere tusind års dagligt slid

i et vindomsust land.

Fortsæt bare,

så fortsætter også jeg

med at hviske til torsken,

men glæder mig allermest til

engang i tidens fylde

at fortælle min søn

hvor gæv du bare er.

 

Elísabet Þorgeirsdóttir, fiskefileteringsarbejder og digter, til Vigdís Finnbogadóttir, 1980

 

Valgets resultat

Interessen var stor for præsidentvalget, der holdtes 29. juni 1980. Mange deltog i debatter, gik til valgmøder med kandidaterne og ytrede sig på avisernes sider. Da valgstederne lukkede klokken elleve om aftenen, blev valgdeltagelsen målt til omkring 90.5 %. Klokken seks næste morgen indløb de sidste tal, og det stod da klart, at Vigdís var blevet valgt til nationens præsident.

Hun fik en tredjedel af de afgivne stemmer, men det lykkedes hende i løbet af kort tid at få tag i hovedparten af befolkningen. De tre øvrige kandidater opfordrede befolkningen til at samle sig bag den nye præsident.

Vigdís blev omgående indbudt til at give interview i studiet hos det statslige fjernsyn, og det blev udsendt i både radio og fjernsyn. Da hun vendte hjem til Aragata ved syvtiden om morgenen, havde der samlet sig en folkemængde uden for hendes bolig for at hylde hende. Vigdís var på det tidspunkt iført en hjemmestrikket kjole, som en anonym kvinde havde givet hende, mens valgkampen stod på. Vigdís havde lovet ikke at tage den på, før sejren var i hus.

Slutresultat af præsidentvalget 29. juni 1980.

Vigdís Finnbogadóttir 43.611 stemmer (33.8%)

Guðlaugur Þorvaldsson 41.700 stemmer (32.3%)

Albert Guðmundsson 25.599 stemmer (19.8%)

Pétur J. Thorsteinsson 18.139 stemmer (14.1%)

Vigdís har flere gange udtalt, at hun var godt tilfreds med, at forskellen mellem kandidaterne var så lille, som tilfældet var, eftersom dette viser, at der havde tale om en reel kamp. En bondekone i den nordlige del af landet sendte 1. juli 1980 Svanhildur Halldórsdóttir, lederen af Vigdís’ kampagne, følgende brev:

„I min glæde over Vigdís’ valgsejr kradser jeg nogle få linjer ned. Det giver mig fornyet optimisme på fremtiden, at så mange gav hende deres stemme, denne modige, noble kvinde, billedet på det bedste af, hvad enhver islænding efter min mening bør rumme. Og i mine bondekoneøjne er hun dejligt national.“

Sammen med brevet sendte hun følgende strofe af Valborg Bentsdóttir og tilføjede, at klangen i Vigdís’ ord havde fået hende til at tænke på digtet.

Det er mennesket, der tæller.

Menneskeværd er idealet.

Ingen beder om almisser.

Over fjeld og fjord

genlyder: Fred på vor jord

 

Svanhildur Halldórsdóttir fortæller, at hun aldrig har været i tvivl om, at holdningerne til kvinder ændrede sig med valget af Vigdís, og at de har fået øget tro på sig selv.

„Hun beviste, at vi har en fuldgyldig opgave i frontlinjen, den er ikke udelukkende forbeholdt mænd. Hun beviste, hvad vi, hendes støtter, vidste, at kvinder ikke er mændene underlegne. Hun lagde stor vægt på rødderne, på kulturarven, og tog os med derud, hvor mælkebøtterne gror. Bragte præsidentembedet tættere på befolkningen og omgikkes alle som sine lige – kvinder, mænd og børn. Hun var en god repræsentant for nationen såvel inden- som udenlands. Vigdís levede op til forventningerne hos os, der i sin tid støttede hende, og hun vandt hjerte og sind hos de mennesker, der ikke støttede hende til at begynde med, men som bagefter ikke ville have undværet hende. I dag tager ingen anstød af det, hvis en kvinde går efter en ledende post – og jeg tror, at det er de færreste, der lader familiemæssige hensyn få indflydelse på deres holdning til personer, der søger om ansvarsfulde embeder. Det er nogle af de ting, der har ændret sig.“

Vigdís har selv udtalt, at fremskridtene på ligeberettigelsesområdet er et bevis på, at man kan præstere det utrolige, hvis bare viljen er til stede.

Spekulationer og bemærkninger om Vigdís’ køn fulgte hende gennem hele valgkampen og spillede også en stor rolle de første år af hendes tid som præsident.   Verdens øjne rettedes mod sagaøen i nord, og befolkningen forstod, at den havde vendt et blad i historien og dermed medvirket til en verdensbegivenhed.

Valget af Vigdís Finnbogadóttir til posten som Islands præsident 29. juni 1980 vakte opsigt over hele verden. Det var første gang en kvinde blev valgt til sit folks statsoverhoved i et demokratisk valg. Det historiske valg af Vigdís og hendes vellykkede varetagelse af præsidentembedet har skabt positiv opmærksomhed omkring Island, det islandske folk og dets kultur.