Vigdís var særdeles aktiv, hvad angik internationale kontakter, gjorde sig til fortaler for fred og demokrati, men tilkendegav aldrig sin støtte til regeringens udenrigspolitik, sådan som republikkens to første præsidenter havde gjort. Vigdís ytrede sig aldrig offentligt om det militære samarbejde mellem Island og USA eller medlemskabet af NATO. Hun besøgte heller aldrig tropperne på Keflavik-basen. Vigdís holdt møder med tre amerikanske præsidenter, men her blev der hverken talt om militæret eller om NATO.
„Militarismen har bragt os til afgrundens rand. Denne væbnede fred, som vi opretholder – hvor befinder vi os nu, når man betænker, at det stadigvæk er muligt at ødelægge verden på ganske få minutter?“ (Morgunblaðið, 19. maj 1989)
I Vigdís’ tid som præsident skete der en vældig udvidelse af islændingenes kontakter med udlandet inden for uddannelse og videnskab. I sit virke lagde Vigdís desuden særdeles stor vægt på at fremme islandske forretninger på fremmed grund. Hun tilbød erhvervslivets repræsentanter, og især eksportører, at benytte sig af de chancer, der åbnede sig i forbindelse med officielle besøg nær og fjern, og på de fleste af hendes rejser deltog handelsdelegationer i følget.