Vigdís’ kandidatur

Þú ert hér:Home > Kandidatur og valg > Vigdís’ kandidatur
Vigdís’ kandidatur 2017-03-27T13:42:00+00:00

Befolkningen vælger Islands præsident ved direkte valg. I Island har valget af præsidenter aldrig fulgt de partipolitiske linjer. Derimod har de til enver tid herskende samfundsmæssige strømninger haft stor indflydelse på, hvilke kandidater der har opnået valg.

For at en præsidentkandidat skal opnå popularitet hos befolkningen, må folk kunne have oplevelsen af, at han eller hun taler deres sprog og er en fællesnævner og budbringer for de ideer og den kultur, som ligger folk mest på sinde. I 1970erne havde kvinders kamp for lydhørhed og deltagelse i det offentlige liv vakt en bevidsthed hos folk om kønnenes ligeberettigelse og sat skub i forbedringer af kvinders lovsikrede rettigheder. Kvindernes deltagelse på ledende poster i det offentlige liv og inden for politik hørte i lange tider nærmest til undtagelserne, men efter 1980 skete der en stor ændring i denne henseende. Vigdís kom ikke fra kvindebevægelsen og stod ikke som kandidat for nogen samlet kvindelig kraft, men der er ingen tvivl om, at den positive tidsånd i kølvandet på FN’s internationale kvindeår i 1975 blev en frugtbar jordbund for hendes kandidatur.

I perioden 1971-1983 sad der kun tre kvinder i Islands parlament Altinget. Ingibjörg H. Bjarnason havde i 1922 været den første kvinde, der indvalgtes i parlamentet, men helt frem til 1970erne havde der i gennemsnit kun siddet én eller to kvinder i Altinget. 1980 bestod regeringen af 10 ministre, der alle var mænd. I 1974 var 96% af medlemmerne i byråd og kommunalbestyrelser mænd. Det samme gjaldt statsadministrationen og embedsmandssystemet. Alle ministeriers departementschefer var mænd, men en enkelt kvinde varetog embedet som kontorchef. Ikke en eneste kvinde var bankdirektør, sysselmand eller byfoged. Skønt kvindernes antal var øget drastisk på arbejdsmarkedet, sås der kun få tegn herpå i besættelsen af ledende stillinger og poster.

På FN-dagen 24. oktober 1975 arrangerede forskellige kvindeorganisationer en fælles demonstration på Lækjartorv i Reykjavík. Flere end 20.000 kvinder nedlagde arbejdet den dag og ilede til friluftsmøde for i praksis at vise deres krav om kønnenes ligeberettigelse. Det var første gang at islandske kvinder vakte international opmærksomhed gennem deres kamp for lige rettigheder.

Vigdís’ kandidatur og valg til præsident 1980, kvindelisternes opstilling to år senere ved valgene til byråd og kommunalbestyrelser og de forenede kvindelisters opstilling til Altingsvalget i 1983 ændrede islandsk politiks ansigt. De gamle partier gjorde sig klart, at kvinder „havde stemmer i lange baner“, og at de „turde, kunne og ville“ tage del i spillet. Derfor steg hos de fleste partier antallet af kvinder på kandidatlisterne. I kølvandet herpå voksede kvindernes andel blandt de repræsentanter, der valgtes.

Da det stod klart, at Kristján Eldjárn ikke modtog valg til præsidentembedet for fjerde gang, begyndte flere at overveje, om man burde opfordre en kvinde til at stille op til valget af præsident. Vigdís’ navn dukkede straks op. Den første nyhed om hendes mulige kandidatur blev offentliggjort i avisen Dagblaðið. Her henvises der til et læserbrev fra Laufey Jakobsdóttir, husmoder i Reykjavík, hvori hun bekendtgør, at en kreds af kvinder efter fælles diskussioner er nået frem til at opfordre teaterdirektør Vigdís Finnbogadóttir til at stille op som kandidat til embedet som Islands præsident. På dette tidspunkt havde Albert Guðmundsson, Guðlaugur Þorvaldsson og Pétur J. Thorsteinsson alle meddelt deres kandidatur.

I en artikel om præsidentvalget i Dagblaðið 28. januar 1980 citeres Vigdís for, at det er grebet ud af luften, at hun har tænkt sig at stille op, og hun frabeder sig, at hendes navn nævnes i den forbindelse. Fire dage efter, 1. februar, trykkes en stor artikel på forsiden af Dagblaðið under overskriften „Vigdís stiller op til præsidentvalget.“

Her bliver Vigdís spurgt, hvorvidt det faktum, at hun er kvinde, ikke vil svække hendes i præsidentembedet. Hun svarer, at det er uden betydning. Journalisten minder hende så om, at hun er ugift. Vigdís svarer: „Javist, men jeg har hidtil klaret mig i det offentlige liv, ved selskaber og andre sammenkomster, uden en herre ved min side.“

Da hun bliver spurgt, om hun har fået opfordringer til at stille op, fordi hun er kvinde, er svaret: „Det er naturligvis ikke forbigået min opmærksomhed, at jeg er kvinde, selv om det ind imellem sker, at jeg glemmer det. Mange af de mennesker, som har ringet til mig, vil gerne have, at der blandt kandidaterne i det mindste er et enkelt kvindeansigt.”

Dagen efter fortæller Vigdís i en artikel i dagbladet Tíminn, at hun har modtaget opfordringer med navnelister fra alle egne af landet: „Dog tror jeg, at hvad der gjorde udslaget, var, da jeg modtog et telegram fra en hel skibsbesætning ude på fiskebankerne, hvori jeg blev ansporet til dette her. Det er sandsynligvis det smukkeste telegram, jeg nogen sinde har fået.” Det var mandskabet på trawleren Guðbjartur fra Ísafjörður, som fulgte Vigdís med opmuntrende breve og gode ønsker gennem hele valgkampen. Besætninger på flere trawlere anslog samme streng, og det blev klart, at Vigdís hentede stor opbakning blandt søfolk. Hun forklarede deres støtte på den måde, at de havde forståelse for hendes kandidatur, fordi de opholdt sig på havet i lange perioder og vidste at værdsætte det ansvar og de pligter, som deres koner påtog sig derhjemme.

Kvinderne var meget synlige i Vigdís’ valgkamp. Svanhildur Halldórsdóttir var hendes kampagneleder, og 15 af 24 valgsekretariater blev ledet af kvinder. Mange kvinder, der havde deltaget aktivt i Rødstrømpebevægelsen, støttede hendes kandidatur. De appellerede til kvinders indbyrdes solidaritet og bad dem stå sammen ligesom ved kvindefridagen 1975. I en lang række artikler af såvel kvinder som mænd blev der peget på, at befolkningen nu fik en lejlighed til i praksis at vise sin holdning til kønnenes ligeberettigelse.

Vigdís’ kampagneleder Svanhildur Halldórsdóttir er imidlertid af den vurdering, at det faktum, at Vigdís ikke havde en mand, skræmte mange mennesker væk, skønt de mente, at hun havde de bedste forudsætninger for at varetage embedet. I avisernes læserbrevsspalter blev Vigdís’ status som enlig ofte bragt på bane. Selv sagde hun altid, at hun alvorligt tvivlede på, at hun ville have stillet op, hvis hun havde haft en mand ved sin side.   Med den slags kunne man ikke bebyrde en mand af hendes generation, men hun påtog sig gerne byrden selv. Vigdís sagde, at man skulle stemme på hende, fordi hun var et menneske. Det burde være en selvfølge at stemme på en kvinde på lige fod med mænd. „Hvis jeg kan gøre en forskel og medvirke til, at kvinder viser initiativ, så mener jeg, det vil være til gavn for nationen.“

Under optakten til præsidentvalget i 1980 var den kolde krig gået totalt i glemmebogen, og indflydelsesrige kræfter i det islandske samfund anså det for utænkeligt, at Islands præsident kunne få negativ indflydelse på forsvarstraktaten med USA. Men så kom der den bebrejdelse imod Vigdís, at hun skulle være venstreorienteret. Vigdís svarede på den led, at hun gik ind for lighed mellem folk, og at hun var tilhænger af fred. Hvis det kunne kaldes at være venstreorienteret, kunne hun godt bekræfte det. Tilstedeværelsen af udenlandsk militær i Island ville altid være et åbent spørgsmål, men som sagerne stod i verden, var det et nødvendigt onde at have militær i landet. Amerikansk militær var en gæst i vort land.

Til Vigdís

Mens jeg piller ormene ud af torsken

opfordrer jeg dig til at gøre dit bedste

jeg lader kniven glide

gennem den ene torsk efter den anden

som alle får lov at høre budskabet

inden de dratter ned i kasserne

og sejler til USA.

Mens jeg vrider bleerne

og stiller de snavsede tallerkener i maskinen

sender jeg dig i sindet

de bedste kamphilsener,

rydder nødtørftigt op i mine sager,

forsøger at tøjle kraften,

der er beregnet for dig.

Husk, at du kæmper

din kamp for os,

hundreder af mødre

i hundreder af køkkener,

flere tusind års dagligt slid

i et vindomsust land.

Fortsæt bare,

så fortsætter også jeg

med at hviske til torsken,

men glæder mig allermest til

engang i tidens fylde

at fortælle min søn

hvor gæv du bare er.

Elísabet Þorgeirsdóttir, fiskefileteringsarbejder og digter, til Vigdís Finnbogadóttir, 1980